Er sclerosemedicin dit go-to værktøj i forhold til din MS?
I dette indlæg har jeg en opfordring – inddrag både træning og sclerosemedicin som behandling af MS. Den sygdomsmodificerende behandling af MS bør også inkludere træning!
Hvor højt prioriterer du sclerosemedicin? Hvor højt prioriterer du træning?
Hvorfor nu det?
Jeg er nok ikke den eneste, der synes, at der hele tiden dukker en ”dag” op for et eller andet. Pandekagedag er en af mine personlige favoritter! Men lad nu det ligge.
I dag er det nu en anden dag, som jeg vil slå et slag for. Dagen i dag er ”World PT day” eller “Fysioterapiens Dag”.

Fænomenet ”World PT day” startede i 1996. World Physiotherapy, som er organisationen bag dagen, blev oprettet i 1951. Det er en non-profit organisation, som fungerer som en international stemme for fysioterapi.
I år er der fokus på senfølger af Covid-19 og fysioterapi. Dagen giver fysioterapeuter over hele verden mulighed for at skabe opmærksomhed omkring professionens vigtige bidrag i forhold til at gøre mennesker mere mobile og selvstændige.
Fysioterapeuter blev ligesom utallige andre professioner kastet ud i en udfordring i forbindelse med Covid-19. Der blev hurtigt lært nye veje såsom telehealth og brug af værnemidler.
Det viste sig heldigvis, at telehealth havde mange fordele – men det havde selvfølgelig også sine begrænsninger. Dette er også tydeligt i forhold til MS. Lider du f.eks. af fatigue, så kan online træning hjemme i stuen muligvis være helt ideelt. Hvis du derimod har brug for mere manuel fysioterapi, så vil du nok have en anden oplevelse.
Holistisk tankegang
I boblen rundt om MS findes ganske naturligt et stort fokus på medicin – og med god grund. Det er vigtigt!
Jeg vil hermed alligevel give min støtte til en holistiske tilgang til MS, som fysioterapi kan være en del af. Jeg har i mit job som fysioterapeut af og til mødt mennesker med MS, som har fået oplevelsen eller følelsen af – vi kan ikke gøre mere for dig. Forhåbentligt er dette billede ved at forældes med raske skridt. Der er mange professioner, der kan bidrage i tilgangen til MS – og ligeledes mange symptomer og udfordringer, som kan bedres. (Desuden er det jo ikke altid ”bare MS”– men det er en helt anden diskussion.)
For at illustrere at der også kan være andre vigtige tiltag i den sygdomsmodificerende behandling – vil jeg gerne citere et stærkt tweet fra Professor Giovannoni @GavinGiovannoni
“Exercise is the most under-prescribed and under-utilised MS disease-modifying therapy we have at our disposal”.
Skal vi ikke sammen rette op på dette? Vi kan ikke lade træning være under-ordineret og uudnyttet – når den i stedet kan være en del af den sygdomsmodificerende terapi. Derfor er min opfordring – inddrag træning og sclerosemedicin som behandling i endnu højere grad.
Lad os prioritere træning som en del af dine personlige værktøjer! Det er aldrig for tidligt at starte!
Du kan jo personligt starte med at få nogle gratis øvelser ved at tilmelde dig mit nyhedsbrev.
P.S. Ja, ja…. inddrag træning og sclerosemedicin som behandling! Hvis du synes, at det kun lyder godt på papiret og har brug for nogle praktiske tips til træning – så læs her. Hvis du søger mere grundlæggende inspiration om at være aktiv fremfor passiv, så læs med her.

Artiklen er skrevet af Henriette, fysioterapeut med noget på hjertet. Passion: at skrive om MS til dig (med eller uden MS). Mål: at inspirere og udbrede viden om MS baseret på min erfaring som fysioterapeut samt bryde isolation og fremme fællesskab.